Gennem ni år har Einfach hjulpet vores kunder med at udnytte fordelene i det digitale bogholderi. Vi kan nu mærke, at budskabet om det digitale bogholderi har fået fodfæste i erhvervslivet.

Der er flere virksomheder, der ikke alene vil gå den digitale vej, de vil også have fingre i de data, som bliver let tilgængelige, når hele virksomhedens økonomi er digitaliseret.

Gennem de sidste seks måneder har vi, i Einfach, arbejdet for at skabe en ny struktur, der bedre kan understøtte kundernes behov for mere intelligent økonomistyring.

Første skridt er en ændring i ledelsen. Stifter og administrerende direktør Jesper Holm-Pedersen forlader direktørrollen og skal i stedet fokusere alene på salg og udvikling.

Ansvaret for den daglige drift og rollen som administrerende direktør er per første maj overdraget til Grith Hudtloff Høegmark, der har været ansat i Einfach siden virksomhedens opstart.

Som kunde og samarbejdspartner vil du derfor fremadrettet kunne fange Grith på kontoret, mens Jesper utvivlsomt vil lægge vejen forbi, når landevejene bringer ham tæt forbi.

Klar til vækst

»Medarbejderstaben skal fordobles over de kommende fire år, så vi er klar til at håndtere de nye muligheder, som den digitale økonomistyring skaber. - Og det kræver en anden struktur, hvor jeg kan bruge mere tid på at opstøve nye leverandører af itsystemer« forklarer Jesper Holm-Pedersen.

Det er digitaliseringen af virksomhedernes økonomi, der er katalysator for udviklingen. Når alle bilag bliver digitale skaber det grundlag for udviklingen af nye itsystemer, der er i stand til at hente relevante informationer ud af de mange data, der bliver genereret.

Der er allerede i dag en underskov af firmaer, der udvikler itydelser, som virksomhederne kan bruge til at optimere deres økonomistyring. Eksempelvis Economic og DIGIflow, som Einfach allerede samarbejder med.

Udfordringen for virksomhederne er at finde de rette løsninger, der både passer til virksomhedens branche og skaber forbedringer i hverdagen. At vælge rigtigt kræver tid og indsigt.

 »Systemerne bliver mere komplekse, og der bliver udviklet flere branchespecifikke løsninger. Det er krævende at finde, teste og implementere de rette programmer, der rent faktisk bidrager positivt til bundlinjen. – Og der er en reel risiko for, at vælge forkert, og dermed er indsatsen spildt,« fortæller Jesper Holm-Pedersen.

Einfach har gennem årene indgået partnerskaber med en lang række leverandører, der hver især leverer løsninger, som skaber forbedringer rundt hos Einfachs kunder. En af fordelene ved at lade Einfach overtage økonomistyringen er netop, at det er enkelt. Du skal ikke bruge tid på at finde en god løsning og de itsystemer, der bedst understøtter din forretning. Den del klarer vi, og vi sørger løbende for at finde nye itløsninger, der kan bidrage til at løfte din virksomhed frem.